FÆRØERNE
Første stop på turen er Færøerne
Færøerne er en gruppe på 18 øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Storbritannien, Island og Norge.
Den første bosættelse på øerne fandt sted, da irske munke omkring år 625 slog sig ned og levede som eneboere på øerne. De gav sandsynligvis øerne deres navn. Øernes egentlige befolkning stammer fra en blanding af keltiske og norske bosættere.
Øerne blev omkring år 800 befolket af vikinger fra Norge, som angiveligt også medbragte keltiske kvinder fra Skotland, de skotske øer og Irland. Nordmændenes sprog har siden udviklet sig til nutidens færøske sprog. Færøerne regnes fra 1035 at være blevet underlagt Norge, da vikingetiden på Færøerne var forbi. Norsk lov gjaldt for Færøerne til 1816.
Island, Grønland, Færøerne samt Orkney- og Shetlandsøerne hørte under Norge, der fra 1380 var en del af Danmark-Norge. Ved enevældens indførelse i 1660 fortsatte Færøerne med at blive administreret løsrevet fra Norge og fra 1709 direkte fra København.
.jpg)
ISLAND
Island (islandsk: Ísland) er en nordisk europæisk østat, der ligger, hvor Nordatlanten møder Ishavet på den midtatlantiske ryg.
Island er vulkansk og geotermisk aktivt. Det indre af landet består hovedsageligt af en højslette af sand og lava, bjerge og gletsjere, hvorfra en række gletsjerfloderløber mod havet gennem lavlandsområderne.
Ifølge Landnámabók blev Island bosat år 874, da den norske høvding Ingólfur Arnarson blev den første permanente bosætter. Andre havde besøgt øen tidligere og havde overvintret. I løbet af de næste århundreder bosatte folk af nordiske folk sig i Island, hvortil de medbragte trælle af gælisk oprindelse. Island var fra 1262 til 1918 del af først Norge og senere Danmark. Landet blev selvstændigt i 1918, først som kongerige og fra 1944 som republik.
